Fra slutningen af 40-erne og frem til begyndelsen af 80-erne fandtes ti såkaldte ventetidshjem i Danmark med plads til mellem 20 og 40 børn på hvert hjem.
På hjemmene blev børn, der dengang blev kaldt åndssvage eller evnesvage, placeret. Børn, som i dag ville gå under betegnelsen “børn med psykiske handicap”.
Børnene blev placeret på ventetidshjemmene, fordi der ikke var plads til dem på de store centralinstitutioner. Meningen var, at børnene kun skulle opholde sig på hjemmene, mens de var mellem to og syv år, men som årene gik – og der ikke blev fundet plads til dem andre steder – blev aldersgruppen gradvist ældre og ældre. Med andre ord: Begrebet “ventetidshjem” kom for alvor til at leve op til ordets betydning. Nogle kom først derfra, da de var 18.
Sammen med historiker Finn Andersen fra Center for Oligofrenipsykiatri på Psykiatrisk Hospital i Risskov har jeg opsøgt en række af de tidligere ansatte på ventetidshjemmene. De fortæller til min recorder om deres oplevelser med en institutionsform, der i dag er næsten glemt, og hvor tilfældigheder rådede. Det var ofte den enkelte forstanders tilgang til behandlingen af børnene, der blev bestemmende for, hvor godt børnene havde det. Nogle steder var der kærlighed, andre steder streng disciplin.
Lyd-produktionerne er foreløbig brugt som bidrag til en konference på Center for Oligofrenipsykiatri i Aarhus i maj 2014, men du kan også høre de seks temaer her. Jeg har stået for hele produktionen:
Først et generelt afsnit om forskelle og ligheder på de ti ventetidshjem:
Børn med vidt forskellige diagnoser blev placeret sammen på ventetidshjemmene. Nogle var det man kaldte “vandretliggende,” mens andre havde så lette diagnoser, at de efter al sandsynlighed ikke var blevet anbragt på en institution i dag:
De fleste ventetidshjem var oprindeligt indrettet som spædbørnshjem, så derfor opstod der pladsmangel, da børnene blev større:
Ventetidshjemmene var for de flestes vedkommende placeret i landområder. Her nød lokalbefolkningen godt af at kunne få jo på institutionerne, men personalets pædagogiske niveau var ikke højt:
Ofte kom børnene på ventetidshjemmene fra andre landsdele, og derfor fik de kun sporadiske besøg af forældrene. Nogle af børnene blev efterladt alene på børnehjemmene, fordi forældrene ikke kunne overskue at være blevet far og mor til et psykisk handicappet barn.
To ventetidshjem i Danmark skulle tage sig af grønlandske børn. Et af hjemmene var Gudrunsminde ved Dianalund på Sjælland. Henning Jahn blev ansat som forstander på hjemmet i 1978 og fortæller her om sine oplevelser, erfaringer og viden- blandt andet om den kyniske udvælgelse af børn, der blev sendt på institution i Danmark.