Fra 1949 og frem til begyndelsen af 80’erne blev 800 danske børn placeret på 10 såkaldte ventetidshjem, som Statens Åndsvageforsorg oprettede, fordi der var pladsmangel på de store centralinstitutioner. Børnene var en blandet flok – fra multihandicappede til lettere hørehæmmede. Mange af dem var med andre ord fejlanbragte. Ideen var, at børnene skulle bo på ventetidshjemmene, mens de var mellem to og syv år, hvorefter de skulle videre til de store centralinstitutioner. Men reelt kom mange af børnene ikke videre i systemet, før de blev voksne.
Der var stor forskel på standarden på de ti ventetidshjem. Nogle steder blev børnene mødt med kærlighed, andre steder blev de lænket fast til væggen, så de ikke kunne skade sig selv eller andre. Der var ikke altid det fornødne personale på ventetidshjemmene til at tage sig af børnene. Nogle børn var meget udafreagerende og der er talrige eksempler på, at de var meget voldelige over for hinanden.
Mange af børnene var placeret langt fra deres forældre, og derfor så forældrene kun børnene ved højtiderne – nogle børn fik aldrig besøg. De var de glemte børn.
Historien om ventetidshjemmene var også næsten glemt, men historikeren Finn Andersen, som medvirker i udsendelsen, faldt ved et tilfælde over fænomenet, og har siden forsket i ventetidshjemmenes historie.
Der findes stadig nulevende personer, der enten boede på ventetidshjemmene eller var ansat på dem. Jeg har interviewet nogle af dem, og det blev en historie om en periode i dansk forsorgshistorie, som myndighederne selv på det tidspunkt kunne se var beskæmmende.
Lyt udsendelsen der blev sendt på DR P1 i marts 2017: