De første 31 lig, der blev hentet ind fra havet, blev placeret i en nedlagt fiskeriauktionshal.
Den 8. september 1989 forsvandt et norsk passagerfly pludselig fra radarskærmen, da det befandt sig i luftrummet lidt nord for Hirtshals. Det stod hurtigt klart, at flyet måtte være styrtet i havet, og I løbet af kort tid blev politi, redningsfolk og retsmedicinere varskoet om katastrofen, der senere skulle vise sig at have kostet alle ombordværende livet.
I dokumentaren “Katastrofens specialister” sætter jeg spot på episoden, der er glemt af de fleste, men tydeligt huskes af de personer, der medvirkede ved bjærgningen og identifikationen af de 55 hovedsageligt norske ofre.
Vragstumper fra flyet blev hentet op fra havbunden og samlet af norske havariteknikere.
P1 Dokumentaren har fokus på udførelsen af de opgaver, der knytter sig til katastrofer. I dette tilfælde skulle en nedlagt fiskeriauktionshal på havnen i Hirtshals i huj og hast gøres klar til at modtage ligene, der blev bragt ind af et tysk marinefartøj.
I løbet af kort tid lykkedes det retsmedicinerne at identificere en stor del af ligene, men nogle skulle først hentes op fra havbunden ved hjælp af et fartøj udstyret med en særlig robot.
Fra 1949 og frem til begyndelsen af 80’erne blev 800 danske børn placeret på 10 såkaldte ventetidshjem, som Statens Åndsvageforsorg oprettede, fordi der var pladsmangel på de store centralinstitutioner. Børnene var en blandet flok – fra multihandicappede til lettere hørehæmmede. Mange af dem var med andre ord fejlanbragte. Ideen var, at børnene skulle bo på ventetidshjemmene, mens de var mellem to og syv år, hvorefter de skulle videre til de store centralinstitutioner. Men reelt kom mange af børnene ikke videre i systemet, før de blev voksne.
Peter Carlsen var søn af forstanderparret på Elev Ventetidshjem, hvor Ulla Pedersen en overgang boede.
Der var stor forskel på standarden på de ti ventetidshjem. Nogle steder blev børnene mødt med kærlighed, andre steder blev de lænket fast til væggen, så de ikke kunne skade sig selv eller andre. Der var ikke altid det fornødne personale på ventetidshjemmene til at tage sig af børnene. Nogle børn var meget udafreagerende og der er talrige eksempler på, at de var meget voldelige over for hinanden.
Mange af børnene var placeret langt fra deres forældre, og derfor så forældrene kun børnene ved højtiderne – nogle børn fik aldrig besøg. De var de glemte børn.
Elev Ventetidshjem lå få kilometer uden for Aarhus og var et af de mere velfungerede hjem.
Historien om ventetidshjemmene var også næsten glemt, men historikeren Finn Andersen, som medvirker i udsendelsen, faldt ved et tilfælde over fænomenet, og har siden forsket i ventetidshjemmenes historie.
Der findes stadig nulevende personer, der enten boede på ventetidshjemmene eller var ansat på dem. Jeg har interviewet nogle af dem, og det blev en historie om en periode i dansk forsorgshistorie, som myndighederne selv på det tidspunkt kunne se var beskæmmende.
Lyt udsendelsen der blev sendt på DR P1 i marts 2017:
Jeg har rejst i en lang række lande som journalist. Senest gik turen til Filippinerne sammen med kollegerne Dorthe Lundh og Tune Nyborg. Her producerede vi artikler, radioindslag og video til forskellige kunder. For eksempel dette radioindslag til DR Orientering om den dansk/amerikanske organisation Stairway Foundation, der blandt andet har fokus på misbrug af filippinske børn. Organisationen har – hvad der er er usædvanligt for en NGO – fået adgang til at undervise studerende på landets 17 politiskoler. Dette initiativ handler radioindslaget om.
Billedet ovenfor er taget i Batangas, hvor en såkaldt jeepney er parkeret på, hvad der må formode, er langtidsparkering. jeepney’s er en særlig type transportmidler, der kan fragter op til 30 passagerer, der skal til samme destination. Alle jeepney’s udsmykket forskelligt og er deres ejeres kærestes eje. Måske derfor kunne indehaveren af denne jeepney ikke få over sit hjerte at sende den til ophuggeren.
I Filippinerne besøgte vi også den første danske, statslige virksomhed, Energinet.dk, der har etableret en afdeling i Filippinerne – vistnok den første danske, statslige virksomhed, der outsourcer. Historien kan du læse på HK Stat’s website.
Jeg redigerede også denne video med Thomas Bergstrand, der er leder i DSB, men som har besluttet sig for at tage fuld forældreorlov med datteren Vigga, samtidig med, at han stiller sine kompetencer til rådighed for Stairway Foundation.
Hvorfor beskød amerikanske jagerfly et dansk passagertog den 7. januar 1945? 14 personer blev dræbt og mange fik sår på krop og/eller sjæl.
I featuren “Fejltagelsen ved Aarup” prøver jeg at finde en mulig forklaring. Emnet har interesseret mig stort set hele livet, for min egen far var nemlig med toget og var få centimeter fra selv at blive ramt. I udsendelsen medvirker også en anden person den lille by, jeg voksede op i, landsbylægen Christian Andreasen. Hans datter Birgit er min gode veninde, men det var først for nylig, jeg fandt ud af, at hendes far også var med toget. Endelig interviewer jeg Niels Holt – en af hippie-bevægelsens frontløbere. Han var også passager, og hans oplevelser var med til at grundlægge hans foragt for autoriteter.
Det er en rigtig spændende udsendelse, så skynd dig at downloade eller podcaste “Fejltagelsen ved Aarup”.
DR og jeg har også skrevet et par web-nyheder om emnet – en om det overordnede perspektiv, og en der går mere på Niels Holts rolle.
Fra slutningen af 40-erne og frem til begyndelsen af 80-erne fandtes ti såkaldte ventetidshjem i Danmark med plads til mellem 20 og 40 børn på hvert hjem.
På hjemmene blev børn, der dengang blev kaldt åndssvage eller evnesvage, placeret. Børn, som i dag ville gå under betegnelsen “børn med psykiske handicap”.
Børnene blev placeret på ventetidshjemmene, fordi der ikke var plads til dem på de store centralinstitutioner. Meningen var, at børnene kun skulle opholde sig på hjemmene, mens de var mellem to og syv år, men som årene gik – og der ikke blev fundet plads til dem andre steder – blev aldersgruppen gradvist ældre og ældre. Med andre ord: Begrebet “ventetidshjem” kom for alvor til at leve op til ordets betydning. Nogle kom først derfra, da de var 18.
Sammen med historiker Finn Andersen fra Center for Oligofrenipsykiatri på Psykiatrisk Hospital i Risskov har jeg opsøgt en række af de tidligere ansatte på ventetidshjemmene. De fortæller til min recorder om deres oplevelser med en institutionsform, der i dag er næsten glemt, og hvor tilfældigheder rådede. Det var ofte den enkelte forstanders tilgang til behandlingen af børnene, der blev bestemmende for, hvor godt børnene havde det. Nogle steder var der kærlighed, andre steder streng disciplin.
Lyd-produktionerne er foreløbig brugt som bidrag til en konference på Center for Oligofrenipsykiatri i Aarhus i maj 2014, men du kan også høre de seks temaer her. Jeg har stået for hele produktionen:
Først et generelt afsnit om forskelle og ligheder på de ti ventetidshjem:
Børn med vidt forskellige diagnoser blev placeret sammen på ventetidshjemmene. Nogle var det man kaldte “vandretliggende,” mens andre havde så lette diagnoser, at de efter al sandsynlighed ikke var blevet anbragt på en institution i dag:
De fleste ventetidshjem var oprindeligt indrettet som spædbørnshjem, så derfor opstod der pladsmangel, da børnene blev større:
Ventetidshjemmene var for de flestes vedkommende placeret i landområder. Her nød lokalbefolkningen godt af at kunne få jo på institutionerne, men personalets pædagogiske niveau var ikke højt:
Ofte kom børnene på ventetidshjemmene fra andre landsdele, og derfor fik de kun sporadiske besøg af forældrene. Nogle af børnene blev efterladt alene på børnehjemmene, fordi forældrene ikke kunne overskue at være blevet far og mor til et psykisk handicappet barn.
To ventetidshjem i Danmark skulle tage sig af grønlandske børn. Et af hjemmene var Gudrunsminde ved Dianalund på Sjælland. Henning Jahn blev ansat som forstander på hjemmet i 1978 og fortæller her om sine oplevelser, erfaringer og viden- blandt andet om den kyniske udvælgelse af børn, der blev sendt på institution i Danmark.
Jeg har altid haft arbejdsmæssig nær tilknytning til DR. Tidligere producerede jeg tv-udsendelser, men nu høres jeg mest på DR’s regionalstation i Aarhus, P4 Østjylland. Her fungerer jeg som nyhedsvært og reporter.
I forbindelse med, at jeg skrev bogen Livet for givet om unge kræftpatienter, interviewede jeg Nicolai Gaardsted, der døde af kræft som 19-årig, inden bogen blev udgivet.
Senere mødte jeg Nicolais forældre, og deres fortælling om Nicolais sidste måneder gjorde stort indtryk på mig. Jeg spurgte senere familien, om jeg måtte optage en radio-feature om Nicolais liv, og den måde han selv ønskede at leve videre på i venner og families erindring – blandt andet gennem Facebook. De sagde heldigvis ja, og der er kommet en barsk men livsbekræftende fortælling ud af det.
Udsendelsen ligger ikke længere i DR´s arkiv, men du kan høre den her:
